LANGUAGE

INCA
RUNA

Inkaernes oceangående Balsaflåder

Ekstrakt = Resumé = Sammendrag

Resultatet af Guara-undersøgelsen

Thor Heyerdahls Kon-tiki togt 1947 gav inspiration til mange andre primitive bådekspeditioner hen over havene af hvilke dog kun en del lykkedes - resten gjorde ikke.
Heyerdahl genopdagede Inka-flådernes styresystem, som siden Spaniernes første overraskede møde med en flåde, havde været noget af et mysterie for de nyankomne - de forstod ikke hvordan det virkede. Tilsyneladende er det stadig et mysterie, for ingen af de flåder, som sejlede ud efter Heyerdahl er vendt tilbage til deres afsejlingshavn.
Med de sidste to flåder tabte på havet, blev det besluttet at fremstille en 'manual for flådeskippere': Hvordan håndtere og hvordan bruge Guaras - og det er hvad der her er gjort med denne udgivelse.   Ref: Selve Guara-undersøgelsen
Om der er nogen som helst forbindelse mellem eksistensen af Guara-styring i Asien og den i Sydamerika, det ved vi ikke, men det kunne være et tema for en næste "Heyerdahl undersøgelse" af udvandringen hen over dette umådelige ocean. Ref: Guaras i Asien   Ref: Afbalanceret afdrift på pyramidernes tid

Skroget af ethvert sejlskib (inklusiv en Guara-flåde) skal formgives med STOR sideværts vandmodstand - og LILLE fremadrettet ditto (og det betyder i almindelighed: 'strømlinet'. På den måde er hverken behov for en ydre køl eller en finne.
Fordelen ved en TRIMMET båd er helt klar, fordi et hvilket som helst brædt, guara eller sværd sat ned og/eller et ror vinklet ud for at korrigere en skæv kurs - vil bremse igennem vandet - reducere farten fremad.

Om sejl
CE er som center for vindens kræfter fast bundet til sejldugen. Vi er kede af kun at have et overfladisk kenskab til drage-surf, men drage + brædt synes i det mindste at følge de almindelige regler om vekselvirkningen mellem sejl og skrog Ref: drage som sejl
(vi ved intet som helst om "Flettner-sejl")

Hvad du end har af rigning, så er sejlets opgave at opdele vindens kraft i en tværgående og en fremadrettet kraft.
Den tværgående kraft fra sejlet sammen med vinden på skrog og rigning er oppe imod den STOR sidelæns vandmodstand af skrogets undervandsdel, og resultatet er afdrift - som forhåbentlig er lille, fordi den sideværts modstand netop skulle være STOR.
Det er den fremadrettede kraft som skubber fartøjet fremad, og fartøjet vil accelerere indtil den fremkaldte forlæns modstand af skroget svarer til skubbet fra sejlet.
Forholdet mellem forlæns hydraulisk modstand og skrogets hastighed er ret kompleks, og fastlægges normalt ved forsøg i vand-bassiner, som de gjorde med Kontiki2.
Naturligvis gælder de samme hydrauliske regler også for afdrift bevægelsen - der er lige så kompleks. Ref: tank test

Inkaernes oceangående Balsaflåder

Det helt grundlæggende ved sejlads med sejl

Den tilsyneladende kurs af ETHVERT sejldrevent fartøj:

Som en forlængelse af disse to nævnte "Guara-forklaringer" opdagede vi den almindelige forbindelse mellem de to centre CE og CLR, og fandt at det er disse to angrebspunkter for de eneste tilstedeværende to naturelementer, som bestemmer kursen af aktuelle sejlfartøj - og overordnet set, så styrer vi ved at flytte på disse to centre når vi bruger ror, Guaras, sejl osv - - -

CE og CLR er en videnskabelig måde at se på styringen af sejlfartøjer, som vi ikke bruger til daglig. Til daglig stoler vi på og taler om rorindstilling og ballance mellem sejlene - og intet mere grundlæggende. Men CE og CLR bruges til tekniske overvejelser i design af sejlbåde.
Ved at sætte sejl og sætte Guaras ned Guaras justerer skipper sit CLR, og han kan sætte kursen på flåden hele kompasset rundt - fordi vinden vil blæse CE ned i læ af CLR.

Reglen er meget enkel:

Vinden vil blæse CE ned i læ af CLR
- og hvis dit sejl er sat til denne kurs, så sejler du

Det betyder, at hvor et rorsystem normalt behøver en rorgænger som hele tiden styrer og korrigerer kursen, så har et Guara-system ikke dette behov.
Det er et udemærket selvstyresystem, hvor flåden selv virker som et vindror, der laver helt stabile selvkorrektioner i forhold til vinden.
Besætningen kan beskæftige sig med andet - som at fiske efter deres næste måltid.

En ting er tilsyneladende kurs, men det er farten fremad, som sammen med den sidelæns afdrift bestemmer den sande kurs hen over havet.

Når der sejles fremad, så presses boven ind i søen, og med det er afdriften af forenden begrænset. Mere fart fremad = mere begrænsning.
Når der sejles hurtigt fremad, kan en skipper derfor sætte mere sejl for - og en flådeskipper, som normalt ikke har noget forsejl, han behøver nu mindre Guaras foran, og kan derfor trække disse opad, da de kun bremser farten fremad.

Et trimmet fartøj er neutral i sin styring, når hun sejler med vinden på tværs - også et rorstyret fartøj. Hvis hun ikke er trimmet, så må skipper aktivere sit styresystem.
Ethvert trim af ethvert sejlfartøj, på rorstyrede skibe så vel som fartøjer uden ror, er grundlæggende gjort ved flytning (justering) af CE eller CLR - eller begge.
Logisk må det være sådan, fordi vind og vand er de eneste af naturens elementer, som påvirker et sejlende skib (Newtons tredje Lov) - og de angriber naturligvis i deres egne centre.

Du styrer din båd med et ror, som skubber på det forbistrømmende vand
- eller du styrer hende ved at sætte en åre ned eller en Guara, som så afballancerer afdriften af agterenden imod forenden

- men hvad du end bruger til at styre, så manipulerer du positionen af CE og CLR
- som sagt:
det er positionen af disse to centre som bestemmer kursen af dit sejldrevne fartøj

Ethvert brædt eller Guara sat ned + ethvert ror eller styreåre drejet ud - vil bremse farten fremad

Inkaernes oceangående Balsaflåder

Kort søforklaring for styring med stiksværd

Styresystemet for flåder

Stiksværds-styring kunne vi kalde det på dansk - Daggerboard steering på engelsk - og Guara- Vara- eller Barra-styring på spansk, (korrekt stavning er ukendt)

Som verden har udviklet sig, så er roret /styreåren næsten universal, og det er et rigtigt godt opfundet styreværktøj, som har løst vores styreproblemer i hundredvis af år, i det mindste hvis det har tilstrækkelig med styrefart til at virke. Ydermere så er roret også egnet til styring af motordrevne skibe.

Den karakteristiske egenskab ved Inka-flåder er deres stiksværd-styresystem, hvor de afbalancerer afdriften af agterenden op imod forenden. Også Faraoerne i det gamle Egypten synes at have anvendt dette princip på deres både for 5000 år siden. ref: Egyptens dykkende årer

Som sagt: Hvis du sætter 4 stiksværd ned to og to for og agter langs den centrale stamme eller placerer dem i hjørnerne, så kan du flytte rundt med dit CLR=Center for Hydraulisk Modstand - (flytte det fra for til agter - eller hele vejen rundt om masten). ref: stiksværd rundt omkring på flåden
Placeringen af CLR i forhold til sejlets CE er det, der giver retningen af dit fartøj. Bemærk at det er helt det samme som et ror gør, selv om vi kun taler drejning af ror og aldrig om at flytte på CLR.

Som vi kender det, så satte Inkaerne deres stiksværd ned mellem tømmer-stammerne, hvor de havde brug for det. Egypterne dykkede deres håndholdte styre-padler på den læ side. Om forskellen mellem at lave en speciel holder til stiksværd eller bare skubbe dem ned mellem stammerne, hvor det behøves, så er den eneste ulempe jeg kan se, at der er mulighed for at brække et lodret fastgjort stiksværd, når en stor bølge banker flåden sideværts.
Stedet for rejsning af din mast afhænger helt og aldeles af, hvilket sejl du vælger, og ikke så meget af skroget. Det er CE som betyder noget.

Skroget af en flåde

Tømmerflådens skrog kan du lave som du vil - om du bruger balsa-stammer, fyrretræ eller lukkede plastic- eller stålrør betyder mindre, alt har før været anvendt. En flåde er et fladbundet fartøj, der kan lande på en strand. En tilspidset stævn, som kan dele bovbølgen i to er nyttig, men ikke nogen betingelse, da stiksværdene kan kompensere.

Uden dette, så vil der helt sikkert blive vanskeligheder med at krydse imod vinden. Bemærk venligst, at disse "Stiksværd" er et styresystem og ikke et supplement til kølen. "Kølen" er den lange lige sidestamme.

Lektien fra Inkaerne er, at med 4 stiksværd langs den midterste stamme, så kan en flådeskipper flytte sit CLR fra for til agter og på den måde balancere afdriften uafhængigt af de to ender. Og det samme vil kunne gøres på ethvert sejlskib, hvor der kan monteres flere stiksværd (trim-boards kaldes de undertiden) - og ved at gøre sådan så behøver vi hverken ror eller styreåre.
(Hvilket kunne være en nyttig oplysning til nogle af de sidste års sivbådssejlere)

Hvis du er nødt til at lade din båd drive, for at overleve en storm, så behøver du hverken stormsejl eller drivanker - den egenskab er indbygget via stiksværdene. Sæt stiksværdene ned i den ende af flåden, som du vil have op imod vinden - og stormen vil blæse flåden med hytte og mast ned i læ af stiksværdene - med eller uden rebet sejl.

Sejl og rigning til en flåde:

Hvad de end bruger af rigning så skelner vi mellem to situationer:   1): sejlads med vind på tværs   -   versus   -   2): sejlads plat læns.

Når du hejser dit sejl, så er det CE=Vindcentret som er vigtigt. Du kan sammensætte dit CE af flere sejl eller du kan hejse dit enlige sejl: CE vil blæse med vinden ned i læ af CLR=Centret for vandmodstand - det sker både i den statiske og i den dynamiske situation. Resultatet bestemmer bådens retning.
Hvis dit sejl er stillet til den retning, så sejler du.

Bemærk venligst her, at "stillet til" betyder i relation til, hvad du ønsker at gøre: Hvis du ønsker en anden type "sejlads" som for eksempel 'dreje bi' eller drive langomt sideværts trækkende et vod eller drive ind til en kaj - så er det stadig de to centre CE og CLR som bestemmer bådens retning, da der ikke er andre naturkræfter til stede (måske bort set fra en strøm, en roning, en bugsering eller lignende).

Som forklaret i kapitel #6: Ref: opgaven for et sejl
Formålet med et sejl er at dele vindens kraft op i to. En langsgående kraft til at skubbe båden fremad + og en tværgående kraft, som vi kan modarbejde med den tværgående vandmodstand - som forhåbentlig er stor,- hvorfor den tværgående sejlhastighed (afdriften) vil være lille.
Et råsejl er formentlig det mest oprindelige Inka, men vi har set mange typer sejl monteret på tømmerflåder. Ref: alle sejl

Et sejl stilles hovedsagelig ved at skøde ud versus skøde ind, på en sådan måde at sejlet deler vinklen mellem tilsyneladende vind og fartøjets kurs. Fartøjets kurs er i almindelighed anset for centerliniens retning, men her opstod fejltagelsen på sidste tømmerflådetogt: sejlads med en lige afskåret stævn, fordi den sejlede langs en diagonal. Hvis skipper havde indset det, så havde han kunnet gøre et af to: 1): enten have korrigeret den diagonale kurs til centerlinie kurs ved at stille på stiksværdene (flere stiksværd ned agter for at modvirke den ensidig afbøjede bovbølge) - eller 2): han kunne have stillet sit eneste sejl til at dele vinklen mellem tilsyneladende vind og den sejlede (diagonale) kurs. Han gjorde ingen af delene - og mistede sine tømmerflåder.

oldest Observation:
the Pharaoh Heritage Next Page:
Inca Legends