LANGUAGE

Inkaernes Oceangående Balsaflåder

Teori for Stiksværd-navigation

---

Guara er et styresystem og ikke et køl-supplement - det er også et vind-styrings system

---

Første møde med balsa-flåder

Da spanierne mødte inkaernes balsa-flåder, blev de overraskede over den last de var i stand til bære - men også den kendsgerning, at disse flåder sejlede uden ror, men ikke destomindre var i stand til at lige så tæt eller bedre til vinden end de spanske skibe.

En balsa-flåde = en Kon-tiki-flåde er en flåde af balsa-træstammer med Guaras sat ned imellem stammerne til at styre den afdrift, som enhver sejlbåd har. Guara - som jeg både har set stavet 'Huara' og 'Vara' - kaldte de det, og Guara er det accepterede ord for disse sværd i familien af stiksværd, sidesværd, sænkekøle - ord som alle er synonymer for næsten det samme - generelt sænkekøle. Ordet Guara er ikke et Quechua-ord - det siges at komme fra et sprog tættere på Ækvator.

En anden fortolkning er, at 'Guara' simpelt hen kunne være en dårlig skrivemåde for det spanske ord "vara" eller måske "barra". Både vara og barrabetyder: pind, stok, stav, kæp (måske bræt)- og dette synes mere i overensstemmelse med en sømands daglige ordbrug. Men se i din egen spanske ordbog.
'Guara', 'vara' og 'barra' udtales alle af en indfødt som 'uara'. Der kommer let et nyt ord frem, når en lærd prøver at stave et ord udtalt af en indfødt sømand.
Ordet synes at have været underkastet de samme forvekslinger som ethvert navn der skal udtrykkes med forskellige sprogs alfabeter. For eksempel så udtales navnene Sven og Esben fuldstændig ens på spansk sprog. Spanierne kan ikke høre forskel på 'B' og 'V'.
Af samme udtale-skrive-årsager så har jeg set: Inca, Inka, Inga, Ynga og Ingar skrevet som synonyme skrivemåder for samme Quechua-ord.

Guara-styring ville jeg nok oversætte til Dansk som 'brædt-styring'

Dette Guara-system har fungeret i hundreder af år, selv om Thor Heyerdahl var nødt til at genopdage det. Ref: Heyerdahls Guara-notat
I modsætning til det klassiske stævnror som behøver strømmende vand for at skifte retning på en båd - så kan en sejldreven Guara-flåde dreje statisk = på stedet. Derfor er der Guaras både for og agter. For at sige sandheden, så er et statisk drej ikke vigting for dem der sejler - ikke under sejlads.
Guaras behøver kun vind og vand for at reagere - men behøver ikke strømmende vand. Den grundlæggende ide er en afbalancering af afdriften agter imod afdriften af stævnen, når der sejles med vinden på tværs.

I Sydamerika blev skibes udvikling anderledes.

De kendte stammebåde og udspændte kanoer, som de brugte på deres regnskovs floder, men ikke på Stillehavet. Der brugte de andre typer. Deres balsatræ er et forunderligt materiale - det letteste træ i verden, så i stedet for at udhule stammerne, så bandt de flere af dem sammen og fik en flåde med ret så god bæreevne - umulig at kæntre og umulig at bordfylde.

En flåde af stammer er et helt godt fartøj som kunne have en lang og tyk stamme i midten som stævn og køl, men når de sejlede med sejl så satte de nogle brædder ned mellem stammerne for at opnå en stabil kurs i den retning de ønskede.
Måske de med vinden på tværs prøvede at bruge en paddel /åre på læ siden for at kompensere vinden på kahytten og forhindre for megen afdrift - eller måske havde de et bræt til rådighed. Resultatet blev at de opdagede, hvordan de kunne afballancere afdriften af agterenden op imod afdriften af forenden. De opdagede Guara-styringen men ikke roret.

De kunne sejle over hele Stillehavet med deres tungt lastede men langsomt sejlende fartøjer, og de sejlede så effektivt tæt til vinden, at de uden større besvær kunne sejle tilbage til deres startpunkt.

Der var de i deres udvikling, da Europæerne kom og overtog kontrollen. Europæerne annerkendte mændene fra kystsamfundene som dygtige sømænd og sejlere, men de forstod aldrig hvordan Guara-systemet virkede.
For europæerne har virkemåden af Guara-systemet været en mysterie i århundreder: I deres egen fjerne verden har de simpelt hen aldrig forstået, hvordan disse stiksværd skulle bruges, men ikkedestomindre så brugte sydamerikanerne dem daglig på deres oceangående flåder.

En første Guara-forklaring

Den tidligste tekniske beskrivelse af Guaras virkemåde er givet af de spanske videnskabsmænd Jorge Juan og Antonio Ulloa, som i 1736 var med en fransk geodætisk ekspedition til vestkysten af Sydamerika.
Den originale Spanske version af deres bog er fra 1748, og kan findes i Volumen I  side 314-320 web-pdf: Spanish
Det digitale uddrag der vises her er fra den senere Engelske udgave fra 1772:  side 181-183 web-pdf: English
I denne engelske 500 siders bog, så giver siderne 183, 184 og 185 en nøjagtig forklaring på hvordan Guaras fungerer.
Med de senere Guara-besværligheder i tankerne, er det temmelig interesant at læse denne tidlige forklaring, og notere sig, at denne viden kunne have sparet mange 20-århundreds flåde-skippere fra alvorlige besværligheder.

Oversættelse af side 182-183:
"Hidtil har vi kun omtalt konstruktionen nævnt hvor de blev brugte; men den største særegenhed ved disse sejlende fartøjer er, at de sejler, krydser og arbejder lige så godt imod vinden som skibe med køl, og de har meget lidt afdrift. Denne fordel stammer fra en anden metode til styring end ror, nemlig med nogle brædder, tre eller fire yards i længden og en yard i bredden - de såkaldte Guaras, som anbringes lodret mellem stammerne i både forstavn og agterstavn, og ved at sætte nogle af disse dybt i vandet og løfte andre op, så kan der både faldes af, luffes op, drejes-bi og de kan udføre alle de samme bevægelser som et rigtigt skib; en opfindelse der hidtil har været ukendt for de mere ingelligente af Europas nationer, og om hvilke indianerne kun kender mekanismen, da deres ukultiverede mentalitet aldrig har undersøgt den logiske årsag."
- - - -
Udskrift af side 183-184:
"Når det sker at en Guara sættes ned i for-enden af fartøjet så vil hun luffe op; og når den tages op igen, så vil hun falde af.
På samme måde når en Guara sættes ned i agterstævnen, så vil hun falde af og når den igen tages op af vandet, så vil hun luffe op eller holde sig tættere til vinden.
Sådan virker metoden som indianerne bruger til styring af deres balsas-flåder, og undertiden bruger de fem eller seks Guaras til at forhindre flåden i afdrift, det er helt klart, at jo mere der er under vandet, jo større modstand yder fartøjets side; Guaras udfører den samme opgave som det side-sværd der bruges på mindre fartøjer.
Måden at styre på med disse Guaras er så let og enkel, at når en gang balsa-flåden er sat på rette kurs, så bruges der kun een eneste Guara der løftes eller sænkes som tilfældet kræver, og på den måde holdes balsa-flåden altid i sin tilsigtede retning."

Den arrogante holdning der udtrykkes imod indianerne og deres kultur kunne være personlig, den kunne være et almindeligt udtryk for den Europæiske kultur i relation til indianerne som laverestående i deres tjeneste - eller den kunne være dybt ironisk imod dem selv. Sandheden som vi ser den i dag er, kun få europæere overhovedet havde forstået Guara-forklaringen, og at en mand som Thor Heyerdahl var nødt til at genopdage fænomenet, selv han kunne have lært sig det i Guayaquil.

---

Thor Heyerdahls undersøgelse

Da Thor Heyerdahl på sin berømte sejlads satte en Guara ned efter reparation, så oplevede han at flåden ændrede retning. Uden at det var hans hensigt, havde han ændret på undersandsskroget.   Ref: Heyerdahls beskrivelse
Denne opdagelse forårsagede en efterfølgende undersøgelse. Thor Heyerdahls forklaring er tegnet op efter at han have konsulteret og eksperimenterei i balsa-flåde-samfundet i Guayaquil i Equador, og han henviser ydermere til udgivelser af opdagelsesrejsende som Humboldt i 1810 og Stevenson i 1825.

Balanceret afdrift med en sejljolle:

Eksperiment i Guayaquil blev fulgt op af et i Danmark, hvor en almindelig sejljolle blev udstyret med to Guaras /sænkekøle på linie.
Citat fra bogen: "Sejlads på en anden måde" (oversat fra engelsk)
"Det nye princip - brugen af to 'swinging swords' (sænkekøle) - gør det muligt at ændre trykket af vandet fra for til agter under sejlads. Med andre ord at styre på denne måde, og når fartøjet er på sin kurs at holde kursen ved at udligne trykket fra vandet på forenden og på agterenden af fartøjet. Denne nye konstruktion arbejder helt traditionelt, for så vidt at både fartøj, køl finne virker som de altid har gjort."

citat-2:
"Så snart som vinden fylder sejlet og agter-finnen er løftet op, så vil det være foreste finne som er center for drejningen indtil at agterenden af båden står op imod vinden
Modsat - hvis det er agterfinnen, der er nede og foreste finne, der er løftet op, så vil stævnen dreje ned i læ og vinden vil blæse ind over agter.
I ethvert øjeblik og i enhver position så kan drejningen bringes til stop. Med andre ord, vindens tryk på sejlet og vandets tryk på skrog og køl kan bringes i ballance."
Undersøgelse og test ved Y.D.Stenild i Danmark 1986:   "Sejlads på en anden måde" - ISBN 8774 661 159

---

Balanceret afdrift med en katamaran

Nogle af Stillehavets kanoer anvender samme princip som Guara-flåderne - de bruger en håndholdt paddel til styring.
som Dirch forklarer: han DREJER IKKE styreåren, som de gør på vikingeskibene, Stillehavets sømænd holder deres paddel imod læsiden af et af skrogene, og så sænker de eller løfter den for at AFBALANCERE AFDRIFTEN af agterenden i forhold til forenden.
Paddelen selv holder sig til båden presset af vandet - ligesom et sidesværd gør.

Det at ingen Guaras er nødvendig i forenden, synes i overensstemmelse med den gamle tegning af Ref: FE Paris 1841

Asien: Guara styre-system på Taiwan og i Vietnam

På vores vej igennem et hav of information, opdagede vi at Guara- /sænkekøl-styring også er kendt både på øen Taiwan og i Vietnam-området til brug på deres bambus-flåder - og begge steder hævder de at have fået stiksværd-styringen fra Kina.
   ref-1:   Cheng Kung University: "A brief history of the Evolution of Taiwanese Rafts" pdf-link som måske stadig virker
   ref-2:   UNESCO: "Asian shipbuilding technology" web-pdf: UNESCO Asian rafts
Den eneste grund til at vi kom til at kende disse skrifter er, at forfatteren havde skrevet på engelsk sprog - og bubliceret på internettet.
I ingen af de asiatiske tilfælde har vi været i stand til at tyde noget som helst mere omkring asiatisk Guara-viden.
Denne reference til asiatiske flåder har vi fået fra bogen af P.J.Capelotti: Sea Drift - ISBN 0-8135-2978-6. web-pdf book: Sea Drift
En sådan information får os uundgåeligt til at spekulere på, om der hen over Stillehavet har været kontakt til Kina forud for den berømte admiral Zheng He som 1421 "opdagede verden". Vi tror, at der i Kina stadig er dokumentation, som hverken er blevet oversat eller offentliggjort omkring deres admirals rejse til den vestlige halvkugle.

Den empiriske teori om at balancere afdriften

Balancering af afdrift er en teori som synes brugbar i alle tilfælde og for ethvert sejlende fartøj - flåder så vel som både, enkeltskrogede og flerskrogede.
De fire eksemplet forklarer alle, at når et fartøj sejler med vinden ind over siden, (agten for tværs, halv vind, foran for tværs), så kan vi balancere afdriften af boven og af agterstavnen uafhængigt af hinanden ved at sætte Guaras ned.
Afbalancering af afdriften mellem agter og for er den måde man atyrer bådens kurs.

Af samme grund som at et ror er placeret agter for skroget, så er agterste Guaras de mest nyttige til styring af flåden, idet boven er holdt fast i bovbølgen. Ref: bovbølge
Ved at løfte den agterste finne /Guara op = så vil agterstævnen opnå mere afdrift og drive væk = båden vil luffe op.
Ved at sænke den samme agterste finne /Guara vil agterenden yde større modstand imod afdrift og vores fartøj vil falde af.

Den balancerede afdrift er årsagen til, at de første observationer 4-500 år siden om manøvredygtigheden af balsaflåderne alle fortalte os, at disse sydamerikanske balsaflåder var i stand til at sejle ud om morgenen og returnere til samme std på kysten om aftenen (hvad der ikke altid var muligt for de europæiske fartøjer). Men hvordan styresystemet virkede blev ikke undersøgt.

Hvad de gamle krønnikeskrivere heller ikke fortalte os var, at en flåde styret af Guaras på linie kunne have noget besvær med at sejle plat læns, hvis de ikke satte tilstrækkelig Guaras ned agter. Men det problem kender vi fra vores egne både, at når vi sejler rumskøds må vi lade sejlet trække og ikke skubbe imod skroget. Det tema vil vi omtale i et eget kapitel. Ref: at sejle rumskøds

Eksempler på lignende fysiske balancer:

En arbejdsmetode der benytter balanceret sidedrift

Tre KENDSGERNINGER omkring balanceret afdrift:

Ror sammenlignet med Guara

Stagvende versus kovende med kun eet sejl på en enlig mast

Om du vælger at stagvende eller kovende er mere et spørgsmål om hvilken rigning du har - og om sejl for flåder forklarer vi her. Ref: sejl til flåder
En sletriget fartøj kan stagvende helt fint, løbe stævnen op i vinden og skifte over. Kovende er mere problematisk fordi du er nødt til at bomme = tvinge din bom op imod vinden for at lade den svinge (voldsomt) lige hen over dit hovede.
Et råsejlsrigget fartøj kovender meget fint og sikkert, men hun kan under en stagvending have besvær med at nå op i vindøjet, hvor hun skal brase råen over for at skifte hals. Det er et problem, der svarer til at bomme.
Og enhver af de to manøvrer et lettere at udføre mere sikkert, hvis du har flere sejl på din skude at arbejde.

Intet af dette har meget at gøre med hverken ror eller Guaras - kun at en Guara-flåde ikke behøver løbe op og igennem vindens øje - hun kan dreje statisk.
Men vi erkender at mange skippere på enmastede råsejlere elsker at stagvende - for at vise deres dygtighed som "master of the sea".

---

Råsejl-riggede flåder fungerer som Emilio Estrada viser på sin tegneserie   Ref: Estrada
Stagvending viser Emilio Estrada med figurerne 9, 10 og 11.
Kovending viser Estrada med figurerne 2 og 3.   Kovende er den samme manøvre som stagvende, det er kun at bruge Guaras i den anden ende af flåden

Jeg tror ikke at 'sletsejl'.rigningen var almindelig i Sydamerika før spanierne kom, men vi har set adskillige kombinerede rigninger på kopi-flåder, som har sejlet ud i Thor Heyerdahls kølvand.   Ref: Balsa-flåde kopier
For Guara-flåder er fremgangsmåden nøjagtigt den samme for sletsejls rigning som for råsejlrig:   Sæt Guaras ned i den ende som du vælger som omdrejningspunkt, og flåden vil begynde at dreje. Så justere sejlet (sejlene) til denne nye kurs og gå tilbage til din oprindelige Guara bestykning. Derefter kan du sejle videre på det andet ben med vinden in fra den anden side.
Hovedforskellen er som nævnt, at Guara-styring ikke behøver at vandet strømmer for at dreje dit fartøj - der kan drejes 'på stedet'.

VEJRHANE princippet

Så snart som du har valgt din Guara-kombination, så er næste skridt at sætte dit sejl til den kurs du har valgt - og så sejle afsted.

En moderne forklaring på
hvad de gamle Sydamerikanere gjorde

Med henvisning til denne gamle franske tegning fra 1841, kan vi med tre simple skitser vise at hvad de gjorde på en flåde var at flytte centret for hydraulisk modstand mellem for og agter.
Det har som konsekvens, at fartøjet vil reagere som reglerne siger: vinden vil blæse og vores flåde vil dreje, indtil centret for vindens kraft er blæst direkte i læ af det aktuelle drejecenter, defineret ved positionen af Guaras - og vi har fået en ny kurs. I både flåde og sejljolle eksemplet der blev nævnte før, manipulerede vi = ændrede på formen af undervandsskroget og på denne mde styrede vi positionen af det Centret for Hydraulisk modstend = CLR og med det kursen på fartøjet.

Ikkedestomindre så giver den gamle franske tegning mere information. Der er grund til at notere sig, at den foreste gruppe af Guaras er lige foran masten og ikke i boven. Det er en placering som synes lige under hvor sejlets center CE kan bevæges i sin halvcirkel: Ref: råsejl
Den placering har som konsekvens, at Guaras foran masten ikke yde meget til flådens kurs - de kan bedre betegnes som et køl supplement. På den anden side, så er behovet for bov-Guaras til at styre ikke stort, mens vi sejler fremad. Flåden vil presse sin stævn in i søen og det vil bremse afdrift af boven.
Det er agterste Guaras som har opgaven at sætte kursen - og dette er i fuld overensstemmelse med teorierne der er udtrykt som 'balanceret afdrift'.

Set i tværsnit med vinden på tværs, så er det lettere at acceptere, at Vindens Center CE for sejl /mast helt klart er blæst ned i læ af skrogets CLR-center.
- og bemærk, at en båd vil krænge vindens center endnu mere ud, men at en bred flåde ikke behøver at krænge - og heller ikke gør det. - og ved at se på billedet længst til højre af en flåde, så kunne vi spørge hvad der vil ske hvis vi i stedet for at sætte Guaras ned langs den centrale stamme satte de samme Guaras ned i den yderste sprække i vindsiden?
- og svaret vil blive, at på samme måde som en "vejrhane" eller anden vindfløj vil flåden stå mere stabilt for vindstød og bølger og med mindre svingning netop på grund af den større afstand fra drejepunktet til vindens center = fra CLR til CE.
Derfor, hvis du flytter din centralt placerede Guaras ud i sprækken i vindsiden så vil du vinde stabilitet - på samme mde som en krænget enkeltskrogs båd gør
- og dette kan man så sammenligne med et pendul, som i en længere snor vil svinge langsommere.

Slå ikke din guarastyring ihjæl

Gør som de gamle undersøgelser angiver: sæt et par Guaras ned i forenden og et par mere i agterenden - og brug disse to yderste par til styring.
Hvis din flåde er trimmet, så vil det gøre det.

Bemærk Dirchs iagttagelse: når du sejler fremad, så har du kun brug for en agetr-Guara eller paddel, der kan dyppes ned for at styre. Ref: dipping paddle
Tangaroa 1965 sejlede igennem det vanskelige Tuamotu øgruppe i Fransk Polynesien ved kun at bruge 3 Guaras. Een foran - og to agter.

Tab af Sejlfart. En ting er Guara-holdere, men fyld IKKE din flådebund op med Guaras! Enhver finne der sættes ned under et fartøj vil naturligvis reducere afdriften, men også reduce farten. Det er forbløffende hvor meget et overskud af lange og dybe finner som Guaras kan bremse farten.
Som køl vil derfor een "bred Guara" nok være bedre (bremse mindre) end flere smalle.

Mere køl. Hvis du absolut vil have mere køl for at kunne gå højere til vinden eller lignende, så kunne du tilføje et sidesværd, en sænkekøl eller et "luv"-sværd ved at sætte et brædt /Guara ned i en styreneutral midtskibszone, som er lige der hvor CE passerer hen over på sin tur rundt om masten. Og af hensyn til en nyttig stabiliserende vejrhane-effekt, så først et "luv"-sværd før end en sænkekøl før et sidesværd.
Og så ikke mere.

Hæmmet styring. Faren er, at du kan "slå din styring ihjæl", fordi for mange Guaras sat ned vil reducere virkningen af din agter styre-Guara, reducere dens indflydelse på CLR = det fælles Center of Lateral resistance.
Og vi mistænker dette fænomen som værende det der dræbte Kontiki2 expedition 2015. De kunne ikke styre deres Guara-flåder tilbage til Sydamerika og forsvandt derfor ud i Sydhavet.

Brækkede Guaras. Omkring de mange brækkede Guaras som vi har hørt om, så kig på dette forslag til en flexibel fastgørelse i Inca-stil: Ref: slapt Guara-fæste

Reglerne for "rorfri sejlads" gælder også for Guara-flåder

.

En flåde sejler "rorfrit" - simpelt hen fordi hun ikke har noget ror - og principperne for "rorfri sejlads" er et tema for megen skrivning af bøger, manualer og på internettet.
Link til nogle af skriverierne om rorfri sejlads web link: rorfri

Skroget af selve flåden er skipper nødt til at acceptere med dets stærke og svage indbyggede kvaliteter - men han kan arbejde med sine Guaras og justere sit sejl

Centret af vandets modstand vil under hele sejladsen være i balance med kræfterne fra vinden - på ethvert tidspunkt. Det er denne balance som bestemmer kursen på flåden, hvilket også betyder, at de eneste måder en skipper kan korrigere en kurs er ved at ændre på skroget under vandet = justere på Guaras - eller flytte på sejlets center, hvis rigningen tillader det.

post scriptum:

Den uundgåelige Afdrift

Sejlskibe er generelt trimmede for vinden på tværs, men som sagt: de kan ikke undgå afdrift. I nogle helt specielle situationer kan vi direkte gøre brug af denne bredside-afdrift - som for eksempel åledrivkvasen, der som navnet antyder arbejder ved at drive sidelæns, eller når et sejlskib 'drejer bi' med båden - gør brug af dens store sideværts vandmodstand til at ligge stille med sejlet hejst - vente mens der drives meget langsomt. Ref: åledrivkvase - Ref: dreje bi

Vind på tværs er "årsagen til al afdrift" - og det er derfor at et sejlskib altid synes at pege tættere til vinden end den sande kurs.
Når vi sejler en sejlbåd, så er vi nødt til at regne med afdrift, og afdriften afhænger af vindens styrke, af sejlets areal samt af skrogets vindmodstand - alt sammen op imod den sideværts vandmodstand. Stærkere vind så mere afdrift - og naturligvis: mere sejl = så mere afdrift. Afdrift er simpelt hen et resultat af de sideværts vindkræfter op imod den sideværts vandmodstand af skroget.

Afdrift er ikke påvirket direkte sejladsen fremad, fordi det er sejlets effektivitet som har opgaven at splitte vindens kraft op i en tværgende kraft og en fremadrettet, og så skubbe med størst mulig kraft fremad imod den laveste vandmodstand.
Indirekte vil et reb eller anden reduktion af sejlet også formindske kræfterne fra vinden - og dermed reduceres både fart og afdrift. Men da vinden på skrog og hytte ikke er reduveret, så vil kræfterne tilsammen give relativt mere afdrift når der sejles rebet. Og den kendsgerning har som konsekvens, at en stor overbygning på en flåde giver en stor afdrift.
Den udfordring at finde den MINDSTE fremadrettede vandmodstand af flåden, var for eksempel formålet ned det Norske tankforsøg. Ref: tank test
- men de mistede denne fordel i forvirringen om hvad kurs de i virkeligheden sejlede - versus den kurs som de troede de sigtede med deres flåder.

Guara-familien:
Stiksværd, sænkekøle og sidesværd

Sidesværd - i familie med Guara

Guara /stiksværd var fuldstændig ukendt for Europæerne. Det sjove er at et lignende system - en fætter til Goaras - har været brugt i adskillige hindreder af år i det nordlige Europa i form af sidesværd.

Hollænderne opfandt ikke sidesværd. De så det under deres opdagelsesrejser blive brugt ude i det fjerne i de tidlige 1500-tal. I Kina har de en dokumenteret erfaring på mere end tusinde år.

Resultatet af denne iagttagelse så vi på de hollandske floder, kanaler og indlands-vandveje, på den tyske, den frisiske og Vadehavskysten op til syd i Danmark. Hele vejen op og ned af Englands østkyst, på Themsen og Humberhavde vi disse 'dagligdagens arbejdsheste' i form af fladbundede både med lav dyegående så som 'Sloop', 'Barge', 'Keel', 'Ewer', 'Tjalk', 'Seascow', 'Botter', 'Kaag', 'Kahn', 'Curonian' etc. - alle uden køl. Selv så langt væk som de lavvandede strandsøer langs den Baltiske kyst af Tyskland og Polen op til den Kuronske strandsø mellem Litauen og Kalingrad, sejlede de med flad bund og sidesværd.

Fra sidesværd til sænkekøl

Det udvendige sidesværd blev brugt i århundreder, indtil vores udvikling af skibsteknologi var i stand til at bygge en sikker og troværdig dam inden i et skrog, hvilket skete for omkring 150 år siden. Så rykkede sidesværdene i nogle lystsejler-design ind fra begge sider og samledes i een enlig sænkekøl i midten - mere som EN justerbar køl, der var lettere at håndtere end TO sidesværd på samme båd. Siden hen blev sænkekølen også udstyret med en kontravægt.
Sidesværd var hængslede og sænkekøle også, hvorimod stiksværd er et brædt der sættes ned i en skede ligesom et stikvåben, og skal derfor være an en hndterbar størrelse og vægt - hvorfor de kun bruges på mindre sejlfartøjer. Guara skal mest sammenlignes med stiksværd.
Inden i hendes dam for levende ål har denne åledrivkvase monteret en sænkekøl. Ref: åledrivkvase

Heller ikke her har vi nogen sinde set en båd med mere end en sænkekøl - ikke andre end den forsøgsjolle der er nævnt. Ref: sejljolle

Europa: Inkaernes bidrag til tabt viden om vikingeskibe

Roret på et vikingeskib er en styreåre som er monteret i styrbords side. Derfor er navnet styrbord et af vikingeerobrenes bidrag til det engelske sprog.
Styreåren havde fået sin plads på styrbord side af fartøjet, før sejlet kom ombord i vores robåde.
En viking-rorgænger ved helt klart, at hans skude med vind fra bagbord vil krænge og dyppe dets sidemonterede styreåre dybere, som derfor vil reagere bedre - i modsætning til en styrbords vind, som vil løfte styreåren mere ud af vandet.

Styreåren på et vikingeskib skal anses for et ror, men på grund af dens udformning og placering, så har den også nogle "dyppende" kvaliteter som styreåren på de meget tidligere Faraoniske Nilbåde. Og på samme måde som Guara kan den bruges til at balancere sidedriften. Ref: dyppende styrere

Gå til stranden:

Vikingeskibene kan også "lægge" deres styreåre ned omkring vidjen, og det gør de normalt i lavt vand og når de løber op på stranden. De lægger rorpinden ned for at løfte åren fra bunden - og så lander de på stranden. Jeg har aldrig hørt at nogen viking-kopi har brugt deres styreåre til at afbalancere nogen sidedrift. En tabt viden?

Stagvende - skifte vindens side

Når der skiftes ben, så kan ethvert skib enten stagvende op igennem vindøjet - eller kovende den anden vej rundt = dreje sin 'bagende' op imod vinden. Hvilken af de to drejninger, der skal bruges afhænger af skrog, rigning og sejl.
Enmastede råsejlere har ingen besværligheder ved at kovende, de kan vende som en kop på sin underkop, men at stagvende op igennem vindøjet kan give vanskeligheder, hvis fartøjet ikke har tilstrækkelig fart fremad til at løbe op i vindøjet. Uden forsejl og uden strømmende vand rundt om styreåren, så vil båden blive drevet tilbage igen, og manøvren skal gentages.

Der er nogle små tricks:
1): Med mindre både, så kan du bruge en åre til at ro båden igennem vindøjet.
2): Du kan også lade nogle af mandskabet gå fremad for at vægte boven ned på fartøjet. På den måde flytter du CLR = Center of Lateral Resistance fremad og dette spiller sammen med CE = Center of Effort af sejlet som nu kan blæse i læ, og bringe båden op i vindøjet.
3): Teoretisk er der et tredje trick - et glemt trick kunne man sige, fordi jeg har endnu aldrig set det brugt:
Lad rorgængeren lægge styreåren ned = løfte den ud af vandet, fordi dette flytter også CLR fremad, så agterenden lettere driver med vinden (på samme måde som Dirch viste os på Carnon floden) - og lige i vindøjet svinges råen som sædvanelig over, og du kan så igen dyppe din styreåre ned i vandet og sejle videre på den anden bov.

Nordlandsbåde er udstyrede med stævnror, så derfor kunne læreprocessen fra nordlandsbåde og tilbage til vikingeskibs-replikaerne ikke bringe denne lærdom.

Bemærk: Det samme trick med at flytte den 'levende ballast' af mænd fremad, kan i nogle tilfælde få båden til at gå tættere til vinden - CLR flyttes fremad.
Også jagt-skippere der sejler rorfri sejlads bruger samme trick, de flytter rundt på deres "levende ballast".

Et sidespring:   Det ser ud som om at vikingeskibsmuseerne rundt i vikingernes verden skylder os at bekræfte at vikingerne virkelig havde reberbaner til rådighed for at retfærdiggøre brugen af snoede reb. Snoede reb synes at være en anakronisme på vikingernes tid - på samme måde som i Inka-tiden, hvilket skyldes manglende reberbane.

Dreje bi - lægge bi

'Dreje' bi hedder det når vi taler om ensejlet fartøj = at bringe et fartøj til stop med sejlet hejst og under fuld kontrol. Når der er flere sejl så 'lægger' vi 'bi' = lader sejlene modvirke hinanden.

Ude på havet kan de fleste sejlfartøjer bringes til stop ved at dreje bredside imod vinden og lade fartøjet drive direkte op imod hendes HØJE SIDEVÆRTS vandmodstand - og således opnå en minimum bevægelse.
Dreje bi manøvren bruger du til at stoppe båden med sejlet oppe - for at vente på nogen eller samle et eller andet op. i almindelighed beholder fartøjerne deres sejl oppe, for at stabilisere båden og reducere den rulning, der skyldes bølgerne.
- og med sejlene justerede til ikke at give nogen kraft fremad så ligger fartøjet uden at sejle, men driver langsomt sidelæns presset af vinden.

Den eneste ting skipper skal gøre er, at holde forenden i balance med agterenden på tværs af vinden.
På et rorstyret fartøj så gør han det ved at ballancere med sine sejl (hvis han har flere) men også ved at spille på roret. Med en Guara-styret fartøj så vil han bruge sine Guaras til at holde samme balance.
Manøvren for en enmastet råsejler som et vikingeskib er i almindelighed: dreje op i vindøjet, gå igennem og få bakvind i sejlet, og så - dreje roret, men uden at brase råen - lade båden gå baglæns indtil hun stopper med fuld bakvind i sejlet - men stadig med råen på langs og vinden direkte på tværs. Hvis båden er vel trimmet så vil hun blive stående der og drive langsomt sidelæns - DREJET BI. Hun vil ligge der indtil skipper braser råen over og sejler videre.
Hvis hun ikke e rtrimmet, så har både med styreåre muligheden for at vippe hendes styreåre og på denne måde ændre p undervandsskroget og holde balancen med vinden på tværs.
Som sagt: ogsp råsejlsriggede Nordlandsbåde kan 'dreje bi', selv om de er udstyret med stævnror (rortap og rorløkke) og ikke med en styreåre - men de skal være 'vel trimmet'. Men naturligvis vil en simpel åre til roning også kunne hjælpe til at holde balancen.

Når man har Guara-styring er det en ret enkel manøvre: Sæd dine Guaras i både for- og agterenden - og bras samtidig råen rundt (råsejl!) til den står på langs af centerlinien og på tværs af vinden. Så vil vinden blæse CE ned i læ af CLR og flåden vil dreje og stå med bredsiden imod vinden. Al vindens kraft rettes nu direkte imod den HØJE tværgende vandmodstand og bevægelsen af fartøjet er derfor reduceret til at drive langsomt sidelæns = drejet bi!

Thor Heyerdahls opdagelse af Guara-styring

Citat: Vi opdagede hemmelgheden på følgende mde. Vinden var stabil og søen havde dæmpet igen, så at Kon-Tiki havde holdt en stabil kursi et par dageuden at vi havde rørt den tøjrede styreåre. Vi skubbede det reparerede Stiksværd ned i sprækken agter, og i samme øjeblik ændrede Kon-Tiki kursp flere graderfra vest til nord-vest, og fortsatte stabilt og roligt på sin nye kurs. Hvis vi trak dette stiksværd op igen, så svingede flåden tilbage til sin tidligere kurs. Ved simpelt hen at løfte og sænke stiksværdet kunne vi fremkalde ændring af kursen og blive på den uden at røre styreåren. Dette var Inkaernes geniale system. De havde udarbejdet et simpelt balance system hvor trykket af vinden på sejlet gjorde masten til det faste punkt. De to arme var henholdsvis flåden foran og agten for masten. Hvis det tilføjede stiksværds overflade var stor, s svingede stævnen frit med vinden. Stiksværd som var nærmest ved masten har naturligvis mindst virkning, på grund af forholdet mellem arm og kraft. Hvis vinden var direkte agter, så ophørte stiksværdene at være virksomme, og det var umuligt at holde flåden støt uden konstant at arbejde med styreåren. Hvis flåden lå på denne måde i fuld længde, så var hun en lille smule for lang til at ride frit på bølgerne. Da kahytsdøren og pladsen, hvor vi indtog vores måltider var på styrbords side, så tog vi søerne ombord på vores bagbords låring.
Vi kunne helt sikkert have fortsat vores sørejse ved at lade rorgængeren st og trække stiksværd op og ned i en sprække i stedet for at hale sidelæns i rebene på styreåren, men vi var nu så vante til styreåren, at vi vi kun satte en generel kurs med stiksværdene og foretrak at styre med åren.

Afrika: En observation fra Egyptiske grave og pyramider

Ved at behandle et Thor Heyerdahl tema, så bliver vi uundgåeligt - via RA sivbådene - bragt i kontakt med skibs-viden i det gamle Egypten.
Hyperlink:
Nilbåde

Om søfart på Nilen

Nil-floden bliver og har altid blevet brugt til transport af gods i hele dens længde, og dette naturlige og simple vandtransport-system blev et nøgleelement i udviklingen af den gamle egyptiske civilisation, og var derfor også grundlaget for udviklingen af fartøjerne - deres både.

Som en naturlig navigationkanal og flodvej langs hele Egypten, så var Nilen begunstiget af vind og strøm. Vandvejen er kendt for sine helt specielle betingelser: ro og drive nedad med strømmen imod Nord - og bruge den stabile Nord- eller Nordøstlige pasatvind til at skubbe bådene op imod strømmen imod Syd. Og dette fænomen har på en eller anden måde været afgørende betingelse for skabelse af deres tidlige sejlkultur på Nilen og det Røde Hav.

Thor Heyerdahl
Jeg har ingen mening om den oprindelige model for Thor Heyerdahls sivbåd var af samme slags, men den ligner ikke bådene fra pyramidernes billeder, ikke destomindre siges hans sivbåd at komme fra den Øvre Nil i Sudan. Og hans system med dobbelt styreåre ser ud ligesom dem fra gammel tid - omend styreårene på RA II er monterede med rorpind som vi ikke kan se på de gamle malerier. Ikkedestomindre - hvem ved - - - Heyerdahl opdagede sin Guarasteering under hans Kon-tiki-togt - ikke før.
Thor Heyerdahl sejlede hovedsagelig sine sivbåde med vinden når han krydsede oceanerne - og med to styreårer agter, så havde han i det mindste flyttet sit CLR agterud - og ydermere (fordi RA2-fotoet viser masten relativt langt fremme), så har han klogeligt også stabiliseret sin sejlads ved at flytte vindcentret CE fremad.

Måske, hvis han havde brugt det Faraonske princip med en kort stolpe til at støtte skaftet på den lange styreåre, så havde Thor Heyerdahl ved sin navigation af Kon-tiki i 1947 kunnet bruge færre kræfter ved at dyppe den samme åre end ved at vinkle den, presse den ud af centerlinien, som han gjorde. Men han vidste det ikke dengang, og han havde endnu ikke opdaget funktionen af sine Guaras.

Foregående Side:
early Experience Næste Side:
Skroget